Lopper

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 2.7/5 (18 votes cast)
Loppers livscyklus

Loppers livscyklus

Hvis du holder hund eller kat, så har du helt sikkert stiftet bekendtskab med lopper eller også kommer du til det. Lopper er den mest udbredte parasit hos hunde og katte i Danmark. Det er et lille blodsugende, vingeløst insekt der hovedsageligt angriber pelsklædte dyr. Den mest almindelige loppe er katteloppen og er faktisk den mest udbredte på både katte og hunde.

Lopper og deres livscyklus

Loppen lever i pelsen på dyret, hvor den suger blod fra sin vært med en snabel den stikker ind i huden. Her lever den godt og trygt og lægger 10-25 æg i døgnet. Æggene er glatte of falder hurtigt af værtsdyret og drysses på den måde rundt i omgivelserne – bl.a. i huset hvor katten eller hunden bor. Æggene klækker efter nogle dage og en lille hvid behåret larve kravler ud. Larverne lever af næsten alle former for organisk materiale – så alt snavs er guf for larverne. Larverne er ikke særligt hårdføre og tørrer nemt ud. Derfor trives de bedst i skyggefulde omgivelser, f.eks. indendøre i sprækker i gulvet eller i tæpper. Her ligger de og guffer i sig indtil de forpupper sig lidt ligesom en sommerfugl. Lopperne spinder simpelthen en kokon omkring sig, hvori de udvikler sig til færdige lopper. Når de er færdigudviklede ligger de i dvale og venter på det rette øjeblik. Det kan f.eks. være små rystelser. Det er forklaringen på at når du kommer hjem fra ferie kan du opleve at blive angrebet af hundredvis af blodsugende bæster så snart du træder på gulvtæppet. De klækker simplethen fra deres kokon i det øjeblik de bliver stimuleret til det.

Tager katten og hunden skade af lopper?

De fleste hunde og katte er synligt generet af lopperne og klør sig mere eller mindre kraftigt. Hos nogle dyr kan angrebet også medføre allergiske reaktioner og en række hudsygdomme. Så hvis du oplever at din kat eller hund har lopper og tegn på hudproblemer bør du altid tage til dyrelægen med dit dyr.

Hvordan opdager man lopperne?

Man bør jævnligt tjekke om ens kat eller hund er angrebet, hvilket nemmest gøres med en tættekam. Red dit dyr med en tættekam ned på stykke fugtigt papir, hvis papiret farves rådbrunt er dyret angrebet. Det der farver papiret er ekskrementer fra de små blodsugende parasitter.

Forebyggelse af lopper

Den bedste forebyggelse er ofte at tjekke dit dyr for angreb, det næste er hygiejne. Sørg for at støvsuge jævnligt, især der hvor dit kæledyr foretrækker at opholde sig. Det være sig i hundekurven, sofaen eller hvor den nu foretrækker.

Bider lopper mennesker?

Ja, en katteloppe på jagt efter mad hopper på hvad som helst, men de foretrækker at angribe pelsklædte dyr. Derfor vil man også opleve at sålænge katten eller hunden er i huset, så vil lopperne hoppe på dem og man mærker ikke voldsomt meget til dem. Men har man været på ferie i længere tid eller haft hunden fjernet fra huset i en periode, så kan man opleve at blive meget voldsomt angrebet af lopper der bider.

Se miljøstyrelsens fakta om lopper

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 2 votes)
Lopper, 2.7 out of 5 based on 18 ratings
Top